Gasherbrum 2 - Bestigningshistorie

Navnet Gasherbrum betyder lokalt "Shining Wall" eller skinnende væg, og hentyder til den 2000 meter høje og enorme sydvest flanke, hvor bjerget oftest ses fra. Gasherbrum massivet ligger i Karakoram-bjergkæden, der danner en vestlig forlængelse af Himalaya. Der findes seks Gasherbrum-bjerge, Gasherbrum 2 er den næsthøjeste af dem, og med sine 8035 meter er den samtidig Verdens 13. højeste tinde.
Gasherbrum massivet blev sent opdaget, da det ligger gemt inde blandt flere andre bjerge over 7000 meter. Det har gjort at man i sin tid kastede sig over bl.a. K2 før man fandt frem til G2. Der er stadig bjerge i Gasherbrum-massivet som ikke er besteget, eller som kun er blevet betrådt en enkelt gang igennem tiderne. Det skyldes de meget stejle og spidse former, som Gasherbrum-bjergene har.

Indtil 1929
I årene 1889 til 1929 var der flere internationale ekspeditioner inde og kigge på G2. Bedste forsøg var en schweizisk ekspedition som efter lange studier nåede op i højde af 6250 meter via sydflanken.

1956
Den første bestigning af G2 skete d. 8. juli 1956 af et østrigsk hold, bestående af Fritz Moravec, Josef Larch og Hans Willenpart. En meget imponerende bestigning, hvor holdet blev fanget i dårligt vejr i lejr 1 (6005m) i 10 døgn. De tre seje østrigere holdte dog stormen og uvejret ud, og fortsatte videre op af bjerget. Holdet anlagde en bivuak i ca. 7700m, hvorfra de besteg bjerget.

1975
En fransk ekspedition står for andenbestigningen af G2. Utroligt at der skulle gå 19 år efter bjerget blev besteget første gang. Yderligere 3 ekspeditioner når toppen af bjerget dette år, her iblandt en polsk kvindeekspedition under ledelse af den berømte Wanda Rutkiewicz. Det bliver også året hvor bjerget kræver sit første offer i en voldsom lavine.

1979
Efter 1975 bestiges G2 hvert år, og i 1979 står en chilensk og en tysk ekspedition for 6. og 7. succesfulde bestigning.

1982
Den berømte bjergbestiger Reinhold Messner bestiger bjerget sammen med to pakistanere.

1984
R. Messner vender tilbage sammen med Hans Kammerlander og bestiger bjerget igen og bliver hermed de første personer som har besteget bjerget to gange. De to bestiger efterfølgende Gasherbrum 1 – Hidden Peak i en dobbelt ekspedition, første gange nogen sinde samme person bestiger to 8000-metere på den samme ekspedition.

1990'erne
Op igennem 1990´erne bliver bjerget G2 besteget mere og mere hyppigt i takt med, at der kommer fokus på kommercielle ekspeditioner. Før denne tid var alle forsøg og bestigninger sket af hold, som havde kendt hinanden og trænet sammen i år inden ekspeditionen. Da de kommercielle ekspeditioner bliver kendt tager en del mod Gasherbrum 1 og 2, og antallet af bestigere stiger kraftigt.

2007
I dag er bjerget belagt i base camp af mere end 10 ekspeditioner i hver sæson (sommer juni-august – bjerget er endnu ikke besteget om vinteren).