Gasherbrum Ekspeditionen - Nyheder
Herunder de seneste nyheder, småt som stort, om planlægningen af og deltagerne i Gasherbrum Ekspeditionen:
 
21.06 2008  Ekspeditionen afrejser mod Islamabad i Pakistan. Tre af holdets deltagere følger efter fire dage senere.
17.06 2008  Store pakkedag i Ekspeditionens hovedkvarter i Rundforbi.
10.06 2008  Thrane & Thrane indgår sponsoraftale med Ekspeditionen og stiller en satelittelefon til Ekspeditionens rådighed. Castus indgår ligeledes sponsoraftale med Ekspeditionen og donerer en større mængde frugtstænger.
06.06 2008  Maribo Medico indgår sponsoraftale med Ekspeditionen og donerer et måleapparat til måling af blodets iltmætning.
04.06 2008  Krisemøde om bombeangrebet mod den danske ambassade i Islamabad. Her beslutter vi at fortsætte planlæningen af ekspeditionen uændret.
02.06 2008  Terrorangreb mod den danske ambassade i Islamabad, hvor sprængning af en bilbombe medfører flere døde. I Ekspeditionen aftaler vi krisemøde den kommende onsdag.
01.06 2008  Femte og sidste weekendsamling med deltagelse af hele holdet bliver reduceret til et heldagsmøde, idet mange emner havde været diskuteret på de seneste fyraftensmøder. På mødet får vi en situationsrapport fra alle seks udvalg, og gennemgår herudover det fællesudstyr vi p.t. har samlet sammen.
27.05 2008  Roys Radio indgår sponsoraftale med Ekspeditionen og stiller tre sæt walkies til rådighed.
24.05 2008  Fyraftensmøde om afklaring af fællesudstyr til ekspeditionen, og hvad vi selv kan bidrage med, med deltagelse af hele holdet.
19.05 2008  Fyraftensmøde om opgørelse af udgiftene ved fællestræningsturen samt ekspeditionens økonomi generelt, med deltagelse af Jan, Klaris, Erik og Henning.
09.05 2008  Klaris og Jan tager på fire dages klippeklatretræning i Bohuslän.
01.05 2008  Himmelfartsdagene bruges på fællestræningstur til Zermatt i Schweiz, hvorunder vi træner opstigning og form generelt på Sunnegga, højde og snetræning under en bestigning af Breithorn samt fixreb og teknisk træning ovenfor Schwarzsee. I fællestræningen deltager Jan, Klaris, Erik og Henning.
27.04 2008  Klaris og Jan deltager i B.T. Halvmarathon som led i aktivitetsplanen udarbejdet af Træningsudvalget.
23.04 2008  Fyraftensmøde om planlæning af den kommende fællestræning i de schweiziske Alper, med deltagelse af Jan, Klaris, Erik og Henning.
16.04 2008  Fyraftensmøde om den aktuelle status i Ekspeditionen, med deltagelse af Jan, Klaris, Erik og Henning.
05.04 2008  Fjerde G2-weekendsamling, med deltagelse af Jan, Klaris, Erik og Henning.
23.03 2008  Klaris vender hjem fra en uges vinterklatretræning i Chamonix. I løbet af ugen fik han klatret Chere couloiren på Montblanc du Tacul og Cosmiques-graten på Aiguille du Midi, endvidere var der 'afslapning' ved offpiste skiløb i Vallée Blanche og nedenfor Grands Montets.

Klaris på vej op gennem Chere couloiren på Montblanc du Tacul.
18.03 2008  Møde i Økonomiudvalget, hvorunder bl.a. resultatet af pressemeddelelsen evalueres og første delbetaling til Pakistan klargøres.
15.03 2008  Urth fungerer de kommende tre uger som turleder på kommerciel tur til Mt. Everest Basecamp i Nepal.
12.03 2008  Gasherbrum Ekspeditionen bliver nu officiel, idet den første pressemeddelelse sendes ud til en række avisredaktioner og nyhedsbureauer.
08.03 2008  Henning tager på en uges vintertræning i Dalarna.
28.02 2008  Så slap nyheden ud i offentligheden, da en ukendt persom lagde nys om ekspeditionen på Dansk Bjergklubs hjemmeside.
27.02 2008  Fyraftensmøde, hvor vi diskuterer Urths hjemkomst fra Aconcagua og briefer om status.
24.02 2008  Erik tager på to ugers skitur i Sälen, Sverige.
22.02 2008  Jan foretager en weekendvandretur på Skåneleden under stormfulde efterårsforhold.
20.02 2008  Træningsudvalget afholder fælles løbetræning på Amager Fælled, som et tilbud umiddelbart efter fyraften.
18.02 2008  Urth sms'er fra Mendoza at han har besteget Aconcagua som turleder, og har haft ti betalende deltagere med på toppen.

Urth på toppen af Aconcagua.
14.02 2008  Møde mellem Sponsorudvalget og Planlægningsudvalget for at koordinere den nærmeste måneds sponsorsøgninger.
09.02 2008  Erik tager på en uges fjeldskiløb i Rondane, Norge.
19.01 2008  Tredje G2-weekendsamling, med deltagelse af Jan, Klaris, Urth, Erik og Henning. Med ikke mindre end 22 punkter på dagsorden bliver det Gasherbrum Ekspeditionens hidtil mest omfattende møde og vi får rigelig brug for alle tre dage. Som ventet kommer der en god og livlig debat ud af swot-analysen, men også emnet om den evt. 6. deltager kaster uventet stor debat af sig. Alt i alt kunne vi konkludere at det var den mest udbytterige weekendsamling for holdet indtil nu.

Under weekendsamlingen blev der også tid til en fælles løbetur på stranden langs Sejerøbugten.
11.01 2008  Jan og Henning afholder møde for at diskutere oplæg til den kommende weekendsamling. Henning har lavet et udkast til en swot-analyse, som vil blive temaet for weekendsamlingen.
10.01 2008  Fælles planlægningsmøde, med fokus på den politiske situation i Pakistan og diskussion om invitation af en 6. deltager. Herunder rykker Erik også fra at være en del af Sponsorudvalget til at være Jans suppleant i Planlægningsudvalget.
08.01 2008  Klaris foretager en weekendvandretur på Skåneleden under vinterforhold med ekstra tung rygsæk.
31.12 2007  Jan løber sin traditionelle nytårshalvmarathon, denne gang 23 km langs Furesøen og gennem Rudeskov, Jægersborg Hegn og Dyrehave.

Jan på sin løbetur gennem Rudeskov.
27.12 2007  Benazir Bhutto myrdes i Pakistan. Drabet medfører straks forøget agtpågivenhed, både blandt verdensopinionen og i ekspeditionen.
21.12 2007  Møde i Træningsudvalget for at planlægge det kommende års træningsaktiviteter samt forberede oplæg til fælles alpe-træning i foråret.
19.12 2007  Jan og Henning afholder et fyraftensmøde for sammen at cleare tingene af for de efterdønninger som Pers framelding havde forårsaget. Ved samme tidspunkt diskuteres det om vi skal puste nyt liv i jagten på en 7. deltager, der altså nu ville blive holdets 6. deltager.
06.12 2007  Filmoptagelser af ekspeditionsholdet finder sted i Klatreklubben PLøKS.
03.12 2007  Forventningsafstemningsmøde, hvor Per deltager på mødets første del, for at vi kan få svar på vore spørgsmål, hvorefter vi på mødets anden del afstemmer vore forventninger internt. Ved mødets afslutning er resten af holdet enige om, at ekspeditionen fortsætter ufortrødent.
30.11 2007  Per Bager melder fra til Gasherbrum ekspeditionen. Der aftales fællesmøde den førstkommende mandag.
23.11 2007  Anden G2-weekendsamling, med deltagelse af Jan, Per, Klaris, Erik og Henning. Temaet denne weekend er sponsorer, hvad vi kan tilbyde og hvad vi ønsker i modydelse. Herudover den sædvanlige rapportering fra udvalgenes arbejde og diskussion af sikkerhedsniveauet. Endvidere bliver der brugt et del tid på opbygning af hjemmesiden. Weekendsamlingen finder dog sted i en mat stemning, og det er begrænset hvad der kommer af konkrete ryk i planlægningen.
November 2007  Urth fungerer som turleder på kommerciel tur til Mt. Everest Basecamp i Nepal.
28.10 2007  Træningsudvalget første dagsvandretur går fra Rådhuspladsen til ekspeditionens hovedkvarter i Rundforbi. Herunder deltager Jan, Klaris, Erik og Henning samt en journalist fra TV2-Øst. Efter vandreturen byder Henning på en kop kaffe og en bid brød.

På vej over Eremitagesletten under vandringen fra Rådhuspladsen til Rundforbi.
13.10 2007  Klaris og Jan nyder en uges klatreferie i Chateauvert i Sydfrankrig, og får ved samme lejlighed pudset klippeformen af.

Klaris klatrer på Indiana Jones 6a+, Chateauvert.
06.10 2007  Jan deltager som repræsentant for Danmark og Sverige ved den årlige generalforsamling for UIAA, den internationale bjergklubssammenslutning. Møderne holdes i Matsumoto, Japan, og Jan udnytter lejligheden til også at bestige Yake-dake i Kamikochi samt landets højeste bjerg Fuji-San ved en natlig opstigning de 3000 højdemeter ad den gamle pilgrimsrute fra Kawaguchi-ko.

Undervejs mod toppen af Fuji-San, Japan.
26.09 2007  Fælles planlægningsmøde i Dansk Bjergklubs lokaler.
21.09 2007  Jan og Klaris deltager i den traditionelle efterårsvandretur på Skåneleden med Team Aberjaro, ekspeditionsteamet fra turen til Aberdares og Kilimanjaro i 2003.
12.09 2007  Fælles planlægningsmøde i Dansk Bjergklubs lokaler, med opdatering på sikkerhedssituationen, journalistisk samarbejde samt rapportering fra udvalgene.
06.09 2007  Møde i Træningsudvalget, hvorunder en fælles vandretur i oktober planlægges.
17.08 2007  Første G2-weekendsamling, med deltagelse af Jan, Per, Klaris, Erik og Henning. Her bliver de seks arbejdsudvalg konkretiseret, og snitfladerne mellem de forskellige udvalg bliver afstukket. Enkelte af udvalgene er allerede startet tidligere, men herved bliver de sidste udvalg løbet i gang. Det meste af lørdagen går herefter med udvalgsmøder, hvilket sker i to hold, da hver deltager er en del af to til tre hold. Ved debriefingen om søndagen er vi kommet frem til en bestigningsplan med tid til to fulde forsøg og en samlet ekspeditionstid på 55 dage.
22.07 2007  Den følgende uge er der træningstur i Pitztal, Østrig. Her deltager Klaris, Henning og Jan, hvor der bliver besteget en række bjerge, herunder Wildspitze, der er bjergområdets højeste top og samtidig Østrigs næsthøjeste.

Klatring på Karleskogel i Pitztal.
19.07 2007  Under en tredages fortræningstur til Dolomiterne bestiger Jan og Klaris Piz dal Lech og Piz Boë.
Juli 2007  Samme sommer bestiger Urth som turleder indtil flere gange Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.
10.07 2007  Under en 14-dages bjergtur til Kaukasus bestiger Jan og Klaris under en kraftig storm vesttoppen af Elbrus, med 5642m Europas højeste bjerg.

På toppen af Elbrus.
17.05 2007  Fælles planlægningsmøde i Dansk Bjergklubs lokaler.
13.05 2007  Klaris og Jan tager på fire dages klatretur i Nissedalen, Norge, men på grund af dårligt vejr bliver den sidste klatredag forlagt til Kullen.
04.05 2007  Jan tager på en femdages vandretur i Glaskogen i Värmland.
28.04 2007  Jan løber divisionsmatch i Jægersborg Hegn for sin O-klub Lyngby Orientering.
25.04 2007  Første fælles planlægningsmøde i Dansk Bjergklubs lokaler. Særlig gæst er Rasmus Klitgaard, der i 2006 var på en flermåneders FN-mission i Pakistan, og som kunne fortælle om hvordan man som dansker skulle forholde sig ved rejser i dette område. Herunder diskuterer vi også optagelse af Jakob Urth som deltager, og ved et efterfølgende restaurantbesøg bliver Urth optaget som holdets sjette mand.
Forår 2007  Både Erik og Henning har sagt ja, så vi er på dette tidspunkt fem deltagere, der kan gå i gang med at planlægge ekspeditionen til Gasherbrum i 2008.
Vinter 2006-07  Som yderligere deltagere på holdet forespørger vi de to resterende deltagere fra den tidligere 1997-ekspedition til Makalu, Erik Storm og Henning Beck.
Efterår 2006  Jan har ved flere lejligheder møder med Per om en kommende ekspedition, og meget hurtigt kommer Gasherbrum 2 frem, da dette bjerg står højt på listen hos både Per og Jan. Per vil dog foretrække at ekspeditionen først bliver i 2008 og ikke i 2007.
Juli 2006  Klaris deltager på en ekspedition til Mustagh Ata-Shan i Kina sammen med Per Bager, hvorunder de bestiger P.6541, en sidetop til Koskulak. Her viderefører Klaris sine tanker om en mulig kommende 8000m-ekspedition, tanker som Per er umiddelbart positiv for.

Klaris på toppen af P.6541 ved Koskulak.
Januar 2006  Jan og Klaris bestiger Aconcagua i Argentina, klodens højeste bjerg udenfor Asien. Under efterfølgende bøffer og rødvin diskuteres en mulig 8000m-ekspedition i 2007.