Gasherbrum Ekspeditionen - Nyheder
Herunder de seneste nyheder fra Gasherbrum Ekspeditionen. For nyhederne forud for Ekspeditionens afrejse, klik her.
 
16.08 2008  Denne ekspedition er ved at tage sin afslutning, og det sker samme sted som den begyndte: på Jinnah Stadium i Islamabad. Her var Erik og jeg for otte uger siden ude for at få den første briefing forud for ekspeditionen, og her var vi for få timer siden ude for at afgive den afsluttende debriefing. Det har været en meget interessant ekspedition til et land, hvor mange - og især de hjemlige medier - undrede sig over at vi overhovedet turde tage afsted, på et tidspunkt hvor Muhammed-tegningerne var blusset op igen, og hvor vort lands ambassade i Islamabad netop var blevet udsat for et bombeattentat. Men gale mennesker findes der som bekendt overalt på kloden, og vi må ikke lade disse gale mennesker og andre enkeltpersoner kendetegne en hel nation. Vi tog uden frygt til Pakistan og blev modtaget af de mest venlige og hjertevarme mennesker man kan forestille sig. Helt i overensstemmelse med islam blev vi modtaget som ærede gæster, og jeg tror det har været en stor øjenåbner for os alle at opleve de kulturelle og religiøse kvaliteter der findes i Pakistan. I går var vi på privatbesøg hos vores forbindelsesofficer, en fundamentalist fra den nordvestlige grænseprovins. Og jeg ved godt, at her vil medierne derhjemme hejse alle advarselsflag, men sandheden er, at vi ikke på noget tidspunkt følte os utrygge, tværtimod. Blandt de mange ting vi har lært af denne tur er, at ethvert menneske har krav på at blive respekteret. Respekteret for sin person, sin tro og sin integritet. Hvis blot vi respekterer hinanden er meget nået, og Pakistan vil have mulighed for at udnytte sit enorme potentiale som turistrejsemål. I morgen tidlig tager vi til lufthavnen for at sætte kursen hjemover, tilbage til Danmark, og jeg vil her, på hele ekspeditionens vegne, sige tak til jer, for at at have fulgt os ud til Gasherbrum 2 i Karakorum og tilbage igen.
Jan Elleby
   
Summit caken skæres for.

Tillykke med toppen, drenge!
15.08 2008  Lidt flere billeder fra Gasherbrum 2....
   
Urth og Klaris i Camp 3.

Det endelige bestigningsforsøg er i gang:
I den nedgående sols stråler stiger Klaris og
Urth op mod Camp 4.
   
I Camp 4 låner de et telt for et par timer
for at koge cacao inden vejen videre mod toppen.

Jacob Klaris-Jensen på toppen af Gasherbrum 2
12.08 2008  "Det er løgn", tænkte jeg - hvorfor skal det altid gå ud over mig? Jeg lå i hotel Grand Continentals lobby i Gilgit i en stor blød plyssofa og læste, da jeg ud af øjenkrogen i et splitsekund så en skygge forsvinde ud i gangen. Bogen, jeg læste var om ubåde og bomber og fordækte politikere, så min fantasi kunne godt have spillet ind. Men da "skyggen" forsvandt ud i gangen, var det anden gang, jeg registrerede den. Det var ikke alene en skygge, det var en rotte! Tredje gang, jeg så den, var den i gang med at gnave i min rygsæk. Jeg for op og sparkede kræet væk, jeg finder mig nemlig ikke i, at nogen gnaver i min rygsæk. Efter grundige analyser og studier af situationen og min rygsæk, kom jeg til det resultat, at dyret havde været interesseret i 2 syv – og otte dage gamle madpakker, som jeg opbevarede i sækken! Hvorfor i alverden rotten absolut ville snaske i disse gamle sager, begriber jeg ikke. De er nemlig ikke engang værd at spise mens, de er friske. Så nu har jeg mistet al respekt for rotter!
Erik Storm
11.08 2008  Transport siges at tage en stor del af både tid og planlægning af en rejse i Pakistan, og det gælder i høj grad også her i Northern Area. Da vi for tre dage siden skulle med jeep ned gennem Shigar-dalen fra Askole til Skardu var vejen tre steder afbrudt på grund af naturens kræfter. Det første lange stykke vej havde Braldu-flodens højvande nippet godt af vejsiden, så der sine steder kun var en smal gedesti tilbage. Suppleret med mindre stenskred betød det, at vi måtte fortsætte trekket fra Askole til den næste landsby Thungol, hvor jeepvejen oprindeligt havde endt i 80'erne. Vel ombord i lokale gamle cargo jeeps kunne vi nu fortsætte i tre kvarter frem til næste forhindring. Det heftige regnvejr, der blot havde været en kilde til irritation da vi trekkede ned ad Baltorogletscheren, har virkelig skabt problemer længere nede i dalen. En af sidedalenes afløb skulle vi krydse over en hængebro, der virkelig hang med hovedet. Den brusende biflod havde simpelthen skyllet det ene brotårn bort, så det ene bærekabel hang slapt ned i vandet. Selve broen var der dog stadig, omend kørebanen nu hang i det resterende kabel med op til over 45 graders vinkel mod flodens rivende bølger. Men med et godt tag i det øverste rækværk fik vi dog alle balanceret os over til de næste ventende jeeps. Tyve minutter senere kom vi frem til den sidste roadblock, et godt gammelt klassisk bjergskred hvor vi bare skulle bære vort habengut et par hundrede meter frem til de ventende jeeps, der endelig kunne køre os resten af vejen til Skardu. Roadblocks i Shigar-dalen hører til tingenes uorden, og man kan aldrig vide, hvor meget vej man har til rådighed. Men systemet er uhyre effektivt, der er altid lokale, der får en tjans som bærer over forhindringen, og der er (som regel) jeeps på begge sider, klar til at fragte mand og gods videre på næste etape. Her nede i Indus-dalen, hvor vejen er asfalteret, er roadblocks ikke noget problem, omend en almindelig europæisk bilist nok ville betragte de skred, der ligger ud over vejen, som en roadblock. Folk her er dog anderledes vant og kører blot karossen over forhindringen. Selv Karakorum Highway går ikke ram forbi. I retning mod Hunza er broen over Gilgit River også nede (!) for tiden, med 25 km omvej gennem Gilgit til følge. Vi havde håbet på at løse disse problemer ved at flyve ud fra Gilgit, men skybrud i Islamabad har p.t. aflyst flytrafikken, så lige i øjeblikket sidder vi i Gilgit og forsøger at finde en ledig transport hjem ad KKH.
Jan Elleby
   
Drengene forlader Camp 2 i bedste vejr.

Ventetid i Camp 3.
10.08 2008  I dag er vi tre "gamle" kørt på en udflugt til Gilgit, mens de to unge løver (Klaris og Urth, de to med Toppen, I ved) besluttede at køre direkte til Islamabad. Jeg hørte, de snakkede om et par piger i Danmark? Drengene havde forgæves forsøgt at komme med et fly, men det er ikke altid så let herude. Man taster sig kke bare ind! Turen hertil gik gennem et storslået, vildt og goldt landskab. Men som Henning sagde: "Her er jo ikke fem meter lige vej". Da chaufføren samtidig gav den gas, slap vi da heller ikke for nogle af køresygens kvaler! Hvis nogle undrer sig over de seneste dages mangel på opdatering, skyldes dette, at vi ikke har kunnet oplade computeren - faktisk troede vi en overgang, at den var gået i stykker, men varme og "rigtige" kontakter (hunstik!) gjorde underværker. Egentlig ville vi have placeret en lang række fotos under Jacobs indlæg fra toppen, men I må vente lidt og få dem "drypvis" - de skal nok komme. Her er de første!
Erik Storm
   
Udsigt mod Gasherbrum 1 fra Camp 3 - der er
stadig lang vej endnu.

På toppen!
09.08.2008  Forløsning! Intet mindre end en forløsning var det at stå på toppen af Gasherbrum II. Urth og jeg har gentagne gange set på hinanden og sagt i kor "vi gjorde det fanme". Selve bestigningen og dagene op til, var både stressende men også meget afslappende. Det lyder sært men dagene i lejr 2 og 3 var meget simple. Vi lå og gjorde os klar til "summitpush" hele dagen, og sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, måtte vi aflyse det hele pga vejret. Det værste var på anden dagen i lejr 3 (7040m), hvor vi valgte at blive nede men hvor resten af lejren gik afsted. Fem mand kom tilbage om formiddagen dagen efter og havde lavet toppen. Det var bare ikke til at bære, at vi ikke magtede at komme afsted ligesom de andre. Samtidig viste vejret sig noget usikkert. I vores daglige walkie-samtaler med BC, fik vi af vide at monsunen var ankommet og truede med at "lukke" bjerget af for denne sæson. På fjerde døgn i lejr 3 kom et reblag med en italiener og en polak ned til os i lejr 3. De havde lige været på toppen og mente at det var sidste chance nu - sidste vejrvindue! Italieneren fortalte os at hans telt stod i lejr 4 og det måtte vi godt bruge. Han kunne ikke få det fri af sneen. Urth og jeg kiggede på hinanden, begyndte bare at pakke sammen. Vi ville ændre vores taktik og dele den sidste del af ruten op i mindre moduler. Selvom det var eftermiddag ville vi starte kl. 18.30 fra lejr 3, gå til lejr 4, koge vand/cacao i nogle timer og derfra gå mod toppen. Vi sparede alt grej væk, og tog kun brænder, gryde og liggeunderlag med op til lejr 4. Ruten op af klippegraten fra lejr 3 til 4 blev som vanligt mere underholdende end forventet. Ikke svær klatring men til tider noget forvirrende med op til 8 forskellige fixreb krydsende indover hinanden. Vi kom dog frem til lejr 4 inden midnat og fandt også teltet. Urth havde begyndende problemer med sine fødder, og måtte have min mave til hjælp med opvarmningen af dem inde i teltet. Langsomt blev vi klar til at gå videre, men højden og den tynde luft satte sine begrænsninger for hvor hurtigt vi kunne arbejde. Vi startede på "traversen". Vi havde sat os op til at den skulle være den lette part mod toppen, men føltes næsten som den værste. Den blev ved og ved, og hældte noget mere end vi havde forventet nedefra. Traversen afsluttes med et fixreb som sender een op i sadlen og for foden af den sidste "toppyramide". Vi holdt et hvil i solen, inden vi startede den sidste del af arbejdet mod toppen. Det var ukompliceret terræn lige indtil 20 meter under toppen. Her skulle vi forcere en usikret og meget eksponeret travers til toppen. Det var selvfølgelig helt vildt dejligt endelig at stå på toppen - sammen! Vi havde begge kæmpet ekstremt meget for at dette projekt skulle lykkes, men vejen var lang og bugtet, og til tider har det været lidt vanskeligt at få øje på "lyset for enden af tunnelen". Vi fik taget de mange billeder og brugt godt 40 minutter på toppen i det fantastiske vejr (ingen skyer, ingen vind og ingen mennesker), inden vi begyndte nedstigningen. Vi nåede lejr 3 meget trætte og tog en overnatning. Næste morgen måtte vi udskyde nedstigningen til om eftermiddagen, da vi var for smadrede til at bevæge os. Men vi skulle ned. Det er meget farligt at lade trætheden overmande een sådan et sted som i 7040 meter, så kl. ca. 17 startede vi nedstigningen til lejr 2 og videre til 1. Vi skulle de næste fem timer foretage 23 abseils (nedfiringer ad fixrebene), hvilket ofte gav os problemer fordi rebene var slidte (det var jo meget sent i sæsonen) og/eller overisede. Trætheden hos os begge var enorm, og jeg mærkede det specielt ved de sidste abseils (fra lejr 2 ned til lejr 1 på "Bananen"). Her faldt jeg i søvn når jeg nåede ned til ankrene og hang der som en anden kludedukke indtil jeg fik lidt is i hovedet. Så vidste jeg nemlig at Urth var startet med at abseile ned til mig. Så skiftede jeg reb og situationen kunne gentage sig. Vi nåede Lejr 1 efter 1000 meters nedstigning med pandelygterne på. Dagen efter steg vi yderligere 1000 meter ned til BC og til den varme velkomst. En dansk førstebestigning af et 8000 meter højt bjerg er noget særligt - specielt når man ikke har prøvet det før. Sådan blev det også fejret med den klassiske "summit-kage". Alle på ekspeditionen har følelsen af succes og at de har gjort deres til at dette kunne lykkes. Derfor har stemningen også været god under hele udmarchen fra bjerget. Nå ja, jeg var lige ved at glemme at ekspeditionen trekkede ud dagen efter vi kom ned fra bjerget, så de sidste mange dage har Urth og jeg fået en del højdemeter i benene - over 5500m! Nu sidder vi alle fem med et stort smil på læben i byen Skardu, og nyder godt af hotellivets glæder.
Jacob Klaris-Jensen
01.08 2008  Endelig lykkedes det! Kl. 13.59 lokal tid klatrede Klaris og Urth op over de sidste normalt stormomsuste meter til toppen af Gasherbrum 2. Drengene havde valgt det helt rigtige tidspunkt til at foretage deres endelige topforsøg, og fra toppen kunne de med åbentstående jakke nyde den fantastiske udsigt til nabobjerget Hidden Peak, den lange og dybe dag med Baltorogletscheren som vi havde vandret op over gennem en uge, og til monarken over dem alle - K2. Forud herfor havde gået et døgn med åndeløs spænding, hvor humøret her i BC havde skiftet fra ængstelse over glæde til sejrsfølelse da det endelige budskab kom knitrende gennem walkien. Klaris og Urth havde forladt Camp 3 kl. 18.30 i går og var på fem timer steget op over fixrebene på den uventet stejle klippeflanke mod Camp 4 i ca. 7450m, hvor de tog tre timers pause i et tomt telt, og hvor de havde mulighed til at koge ekstra vand og cacao. Herefter fulgte traversen over sydflanken under toppyramiden, som vi på forhånd havde udset til at være en af bjergets lette passager, men som vi efterhånden havde oplevet så mange gange før er der ikke noget på Gasherbrum man får foræret. Over walkien beskev drengene traversen som endeløs, og det skulle tage fem timer før de nåede frem til den afsluttende passage op over topgraten. Herfra manglede de 'kun' 250 højdemeter, men nu kunne de se toppen forude. Herefter fulgte en lang stilhed. Minutterne tikkede væk, men pludselig, et minut før cut-off time vågnede walkien til live igen, og Urth meddelte at de kunne ikke komme længere - de var løbet tør for bjerg! BC her eksploderede i glæde, tårerne trillede, og der var omfavnelser hele bordet rundt, os tre hernede, hele vort staff, som havde været lige så spændte som os, og et andet holds LO, som tilfældigvis var på besøg. Men vores glæde var for intet at regne mod den glæde der strømmede ud gennem walkien, direkte fra 8035 meters højde. Her var ny højderekord for Klaris, ny højderekord for Urth, dansk førstebestigning af Gasherbrum 2, og sammen med de to rumænere og to georgiere som var med på vores tilladelse, var der også tale om den mest succesfulde ekspedition på Gasherbrum 2 i denne sæson, med alt i alt fem mand på toppen. Ord kan næppe beskrive de følelser Klaris og Urth har oplevet på toppen, så det vil de selv fortælle om når de kommer ned igen. Nu skal de i gang med nedstigningen, den mest risikable del af turen, nu hvor de har været i gang i 22 timer. Men selv om de er trætte er de stadig stærke, og med lidt held når de tilbage til Camp 3 inden solnedgang. Men et stort tillykke til Klaris og Urth skal lyde fra alle her i BC - de første fra andre teams i lejren har allerede været på besøg for at ønske tillykke. Så rygterne spredes hurtigt her i BC.
Jan Elleby
31.07 2008  Så prøver vi igen - klokken 22 i aften er der planmæssig afmarch mod G2!
Jan Elleby
30.07 2008  Dagen har været en af de smukkeste vi har haft herude, blandt andet med en fuldstændig skyfri himmel. Så det tegner godt for de to unge, der venter på et summit push i Camp 3. Vi havde aftalt walkie-tid kl. 22, altså lige inden de skulle gå. Kl. 22 kom så den deprimerende melding deroppefra: Stormvejr, og ingen kunne forlade Camp 3! Hernede i BC gik vi heller ikke fri. Vi var enige om at have walkien åben hele natten, og havde derfor lavet en vagtturnus ŕ 3 timer. Jeg havde første tørn (22-01), og efterhånden som vagten skred frem blæste det mere og mere op. Cirka kl. 00.10 løftede messeteltet sig og fløj hen over hovedet på mig. Jeg skyndte mig at sluke gaslampen, så der ikke gik ild i l.... Derefter kastede jeg mig over teltet, for at det ikke skulle flyve helt ned på gletscheren. Samtidig råbte jeg på køkkenfolkene, der et øjeblik efter kom myldrende. Cirka tyve minutter senere var teltet igen sat op, og det blev stående resten af natten. Så det er ikke kun højt oppe på bjerget, der er dramatik.
Erik Storm
29.07 2008  Vi har nu ligget i over tre uger her i BC, og det kan efterhånden begynde at ses. Morænen, vi ligger på, er kun et tyndt lag grus og småsten, og når gletscheren smelter under os, må stenene bare følge med. Vore telte, som før stod på jævne plateauer, står nu på hver sin konsol, efterhånden som gletscheren er smeltet ned rundt omkring teltenes skygger. Det giver ganske vist en god siddeplads i indgangen, men hos Henning er det næsten for meget af det gode, og han skal snart bruge en stige for at komme op til sit telt, hvorimod vestsiden af Klaris' telt svæver en halv meter i det fri. De kraftige temperaturforskelle gør også sit for at nedbryde gletscheren. På de tidlige morgener, når det er koldest, lyder der konstant dumpe drøn fra gletscheren, når smeltevandet fryser og sprænger revner i isen. Sådanne revner har dannet sig undet både Eriks og mit telt, men endnu er de ikke så store at vi er faldet igennem med telt og det hele. Andre mystiske fordybninger i vores stier i lejren tyder på, at der er mange flere spalter end dem, vi kan se, og fra tid til andet rasler dele af køkkenteltets fundament sammen. Nu håber jeg bare at vi kan holde sammen på lejren en uges tid endnu, så er det ved at være tid til at forlade den - gerne med en top i baggen!
Jan Elleby
28.07 2008  I dag har været en af de hårde - for drengene. Turen fra camp 2 til camp 3 viste sig nemlig at være meget værre end forventet - mange og lange stræk måtte de have gang i fronttakkerne på næsten lodrette fixreb. Fronttakteknik behersker de naturligvis begge til fulde, men når øvelsen foregår i hylende storm med over 25 kg på ryggen og lige under 7000 meter, trækker det alligevel tænder ud. Begge er desuden enige om, at strækningen C2 - C3 er værre end C1 - C2, og at der ikke gives "gaver" i de høje bjerge. Men når alle trængslerne så er kommet lidt på afstand, er der tid til at glæde sig over at Klaris i dag har slået sin personlige højderekord med næsten 100 meter - tillykke med det Jacob! Camp 3 ligger 7040 meter over havet. Ved walkiekontakten klokken 19 var drengene sprudlende glade og optimistiske. De var dog trætte efter dagens hårde etape og glædede sig til en hviledag i morgen her på grænsen til "dødszonen".
Erik Storm
27.07 2008  Og det går opad.......Topforsøgets 2. dag. Kl. 19 meddelte Jacob Klaris, at de var godt fremme i camp 2, - turen fra camp 1 havde kun taget 4˝ time, så trods de forventede problemer efter den seneste uges snefald havde de alligevel formået at forkorte denne etape med en time. De havde begge ret tunge rygsække, men turen var forløbet fint, og føret var fint. Vejret var nogenlunde med lidt nysne; højere oppe var der dog en del vind. Både Jacob og Jakob og vi i BC håber stadig på, at vejrudsigten med det lovede vindue slår igennem i de næste par dage, så det sidste fremstød mod toppen bliver muligt. Vi krydser fingre hernede i BC. Der er derimod ingen tvivl om at motivationen er i top, og heldigvis er der heller ikke nogen helbredsproblemer hos topholdet. I morgen går turen mod camp 3, herefter måske en hviledag, og derefter - med lidt held - selve topforsøget.
Henning Beck

Udsigt mod Gasherbrum 2 fra Camp 2.
26.07 2008  I går fik vi endelig en vejrudsigt, der virkede lidt optimistisk. Vi pakkede forsyninger til drengene (Klaris og Urth) så de havde til 10 dage. Stemningen var faktisk lidt euforisk, da vi blev klar over, at dette faktisk var sidste chance for at komme på toppen af G2. I morges klokken 4 forlod de så basecamp i det endelige topforsøg. Alle er vi tændte; for det er virkelig spændende dette her. Når de op eller skal vejret eller andre ydre faktorer spille os endnu et puds, ligesom det har gjort med så mange andre ekspeditioner før os? Klokken 8 fik vi en lidt nedslående melding fra isfaldet om mere sne, men begge var rigtig godt gående, og det ville jo også først være fra i morgen at vejret skulle bedres. Lige før middag nåede de camp 1, hvor teltet dog lige skulle graves frit, før det var beboeligt. Det bliver spændende at høre hvordan forholdene er længere oppe på bjerget.
Erik Storm
24.07 2008  Monsunen er kommet! Rygtet spredte sig som en løbeild genem lejren i går. Vi har nok alle sammen formodet det i de seneste dage, men det er som om ingen har ville nævne det før nu. Det er meget tidligere end normalt at monsunen er kommet til Pakistan, og det sætter Ekspeditionen i en noget anden situation. Karakoram-bjergene ligger i vidt omfang i regnskygge af den foranliggende Himalaya-kæde, således at monsunen dels bliver spærret i sin vej mod nordvest og dels bliver forsinket, men uanset om det er Karakoram eller Himalaya medfører monsunen altid snefald i højder over 6000 meter, hvilket Klaris og Urth erfarede for få dage siden oppe i Camp 2, mens vi stort set ikke havde sne her i BC. I går aftes var vi i den polske lejr til et møde med Asiz, en af de rigtig erfarne højdebærere i lejren med fem 8000m-bestigninger bag sig. Han var netop kommet ned fra Camp 2 for at tømme en lejr, og han havde måttet kæmpe sig gennem sne i nær brysthøjde for at udføre sig job. Den polske lejr var nu blevet ryddet, og her til morgen har polakkerne sluttet sig til den efterhånden lange karavane af hold, der har måttet forlade Gasherbrum 2 med uforrettet sag. Ifølge Asiz vil det vare fem dage med fuld sol før sneen er raslet af eller har sat sig så meget at man kan gå på bjerget igen, indtil da vil det være både umuligt og alt for farligt. Men vi er fortrøstningsfulde, især efter at vi undtagelsesvis vågnede op til solskin i dag. Efter den seneste vejrudsigt skulle det blive skidt vejr i morgen, efterfulgt af lala vejr dagen efter, hvorefter der (forhåbentlig) skulle komme tre dage med godt vejr. Klaris og Urth satser derfor på at indlede et måske afgørende push i overmorgen tidlig, således at de benytter de tre dage med godt vejr til at vende tilbage til Camp 2, få etableret Camp 3 og på sidstedagen gå mod toppen. Det skulle gerne ske i samarbejde med de få hold der stadig er tilbage i BC, således at vi kan samarbejde om at trække et nyt spor op til Camp 3 og videre mod toppen. Men det hele afhænger af at vi får de tre dage med godt vejr og at der ikke kommer en ny dyne sne i mellemtiden, ellers vil vi få opgave nok i at forsøge at redde vort udstyr ned fra de højere lejre. Vi krydser fingre...
Jan Elleby

Monsunen banker mod toppen af Hidden Peak.
22.07 2008  Det er her det sne´r i mere end een forstand! Urth og jeg er nu tilbage i BC efter nogle hårde, stejle men spændende dage oppe på bjerget. Efter en del dårligdom i BC lykkes det os at nå frem til Camp 1 i 5950m. Forholdene var gode på bjerget, og selvom vejrudsigterne nedefra BC lovede dårligt vejr med sne, besluttede vi alligevel at forsøge at nå op og åbne Camp 2. Det blev en anstrengende dag! Vi startede fra Camp 1 kl. 06.00 i hård frost med tunge rygsække. Vi havde gjort det igen - magtet at slæbe os en pukkel til. Det positive ved turen op til Camp 2 er, at man hurtigt vinder højde. Efter første (lette) passage af fixreb, stejlede det markant til. Vi var nået til "Bananen" som graten op til Camp 2 kaldes. Et langt stykke af vejen bevæger man sig på en grat/væg med en hældning på 65 - 85 grader - heldigvis er der fixreb hvor kun halvdelen af ankrene var løse.... Vi kæmpede os op til Camp 2 i 6505 meters højde, og det var fantastisk at nu være rigtigt igang på G2. I løbet af natten sneede det hele til, og vores plan om at nå op til Camp 3 i ca. 7000m måtte udskydes. Super nedtur fordi vi netop følte os så stærke og endelig rigtigt var kommet igang med klatringen. Sneen og det dårlige vejr tog til, og det eneste rigtige var at nedstige til Camp 1 og gerne helt ned til BC. I løbet af formiddagen blev Camp 3 og 2 ryddet af klatrere som alle ville ned i sikkerhed. Lavinerne tog til og sigten var efterhånden "whiteout". Vi efterlod en del grej i Camp 2 i vort lille telt, og startede derefter nedstigningen over den stejle grat. Vi var begge meget fokuserede på abseil-arbejdet, og prøvede at fjerne fokus fra de til tider meget tvivlsomme ankre/snespyd som holdt vores liv. Næsten nede af graten, efter det sidste abseil, smuttede Urths ene fod og han styrtede 8-10 meter ned. Heldigvis fik han bremset sig i en glissade med sin økse. Fem meter mere og han havde taget turen ud over en 50m høj serac. Vi ankom til Camp 1 med håbet om at kunne stige videre ned over isfaldet til BC, men for sent. Sporet var væk, og vi valgte at tage en nat i Camp 1 og se vejret an. Man skal altid huske på, at efter dårligt vejr kommer godt vejr..... Denne aften fik vi også nyheden om de andre danskere her i Karakorum bjergene. Nick Nielsens hold havde droppet K2 og var taget hjem, og Mogens Jensen havde fået en sten i hovedet på Broad Peak, og er tilbage i DK nu. Det gør os sgu ondt at høre. Vi mødte Mogens på vejen ind, og han er en fin fyr. Han havde haft planer om at komme over til os og G-bjergene, når han havde lavet Broad Peak, men sådan skulle det ikke gå! Det uheld samt de to andre dødsulykker som har plaget denne sæson i Karakorum, sætter selvfølgelig mange tanker igang i hovederne på os. Men vi er bekendt med farerne herude, og vi har truffet de rigtige beslutninger indtil videre - sådan bliver det ved med at være! En ting står helt fast. Når det gode vejr kommer igen, og sneen har sat sig, så vil vi fortsætte vores videre færd mod toppen af G2. Måske, hvis vi er heldige, kan vi lave en dansk førstebestigning af Gasherbrum 2 indenfor den næste uge - Inshallah.......
Jacob Klaris-Jensen

I teltet i Camp 1.

På vej mod Camp 2.

På vej mod Camp 2.

Nedstigning fra Camp 2.
20.07 2008  Dagene går her i Base Camp. For os ældre medlemmer af ekspeditionen er der nu daglige rutiner. Erik sikrer, at forsyningerne er tilstede og sørger løbende for at der er vejrudsigter til rådighed for de ekspeditionsmedlemmer der er højere oppe på bjerget. Jeg har dagligt et par patienter, flest fra den pakistanske stab og det er helt almindelige ting de kommer med - det er nærmest en almen medicinsk praksis - her i et af de mest øde og utilgængelige steder i verden. Mine medicinforsyninger svinder i takt med dette, og jeg skal passe på, at der ikke er mangel på noget, hvis alvorlig sygdom eller skader skulle opstå. Ellers er dagene rutineprægede: morgenmad kl. 9, lunch ved 14-tiden, aftensmad ved 19.30 tiden. Menuerne er ikke så varierede, men maden er god og rigelig, altid med suppe, ris og en kødret og grøntsager. I går var der pizza - hurra!!!! Jakob og Jacob er oppe i Camp 2, men vejret er ved at blive dårligere, så de planlægger at vende tilbage til Camp 1 eller måske helt ned til BC for at hvile ud og vente til bedre vejr for at etablere Camp 3 og foretage topforsøg. Heldigvis skulle vejret blive bedre i næste uge med solskin - måske hele ugen. Den store mængde nysne på bjerget er den største hindring for succes, og flere ekspeditioner har allerede forladt Gasherbrum 2 uden at være kommet på toppen. Men vi er stadig fortrøstningsfulde!! Jan, Erik og jeg var i dag op ad gletscheren og i isfaldet, men isfaldet er en meget stor forhindring for os - det har en betydelig udstrækning og er massivt opsprækket i den øvre del med vaklende seracs og dybe spalter, hvor det er nødvendigt at sikre. Gasherbrum isfaldet har tilsyneladende udviklet sig de seneste år og er en stor hindring for den videre opstigning på bjerget. Isfaldet er også grunden til, at Jakob og Jacob har ønsket at bruge Camp 1 som basis for den videre opstigning, men vejret i de øvre lejre er en faktor vi hele tiden er nødt til at tage i betragtning. Men de to er ved godt mod og ivrige for at komme videre. Vi er jo som bekendt i walkie-kontakt med dem tre gange om dagen, og de er optimistiske og ved godt mod. Som Klaris sagde i walkien kl. 18: "Vi kommer ned et par dage, men så går vi op og tar' det bjerg".
Henning Beck
19.07 2008  Vi har walkiekontakt mellem lejrene hver dag klokken 08.00. I morges lød Urths optimistiske melding, at de var nået op, så de kunne se fixrebene, der førte gennem den meget stejle passage direkte til camp 2. "Her er pissekoldt" sagde han, hvortil jeg havde en eller anden kvik bemærkning. "Ja, man får røde kinder" var det glade svar. Klokken 13 kom så meldingen, vi havde ventet på - camp 2 etableret. Det havde været en rigtig barsk tur med 20 kg. tunge rygsække og ca. 4 timer ad næsten lodrette fixreb. ”Lige nu er vi godt kvæstede” var sidste melding deroppe fra.
Erik Storm
17.07 2008  Over lunch i går kundgjorde jeg for resten af holdet, at jeg fraskrev mig muligheden for at være medbestiger af G2. Det har selvfølgelig ikke været den letteste beslutning at tage, al den grund at jeg har drømt om at bestige G2 i 26 år, men set med henblik på holdets samlede topsucces har jeg vurderet, at det vil være den bedste løsning. Vores bestigningsplan bygger på hold af to, og med tre mand med erfaringer omkring eller over 7000m var det klart at der ville være et mismatch. Jeg har dog ikke set dette som en svaghed, men som en styrke, idet vi ville være i stand til at mønstre et tophold, selv hvis en af vore klatrere blev syg eller på anden vis faldt fra. Som klatrer skal man kun have ét mål for øje, nemlig toppen, men som ekspeditionsleder må man træffe de beslutninger, der til enhver tid tilgodeser de stærkeste på topholdet, således at disse får de bedste chancer for at nå toppen. Andre ekspeditioner herude har brugt både to og tre uger på at etablere Camp 1, og stort set alle har brugt 8-9 timer på første tur derop - vi har etableret Camp 1 efter blot fem dage! Isfaldet op har vist sig at være ikke bare fysisk men også psykisk krævende, hvor man i timevis går mellem store spalter og sammenstyrtningsmodne istårne, uden mulighed for helle undervejs. Og isfaldet begynder i samme øjeblik vi forlader den sikre moræne, hvorpå vores basecamp ligger. Jeg tror at den bedste mulighed for en succesfuld bestigning af G2 vil være at have et lille, men stærkt, vel-akklimatiseret og vel-supported hold ovenfor isfaldet, et hold som er klar til at rykke ud i det rette øjeblik og som ikke er besværet af at skulle flytte udstyr for en større gruppe. Set i det lys vil min tilstedeværelse være vigtigere hernede i basecamp end i Camp 1. At det er to stærke og handlekraftige folk vi har oppe i Camp 1 hersker der ingen tvivl om: hvor de på første tur gik til Camp 1 på ni timer brugte de i morges kun seks timer og ti minutter op, så de har stort set hele dagen i dag til at slappe af i og samle kræfter. Vejrudsigten for i morgen tegner i retning af fint vejr og aftagende vind, så inshallah vil de være i stand til at gå mod Camp 2 i morgen!
Jan Elleby

Gletscherens isfald spærrer vejen mod G2.
16.07 2008  Tilbage i BC. Klaris og jeg fik etableret Camp 1 i lørdags og havde derefter to overnatninger der. Ruten op igennem isfaldet var ganske krævende, og vi blev måske nok lidt overraskede over, hvor langt der egentligt er. Det er en stor labyrint af store istårne og dybe spalter......No place to fall! Camp 1 ligger fantastisk smukt..lagt for foden af den stejle grat op mod Camp 2 og Camp 3. Det giver virkelig en følelse af storhed at være der.....Camp 1 ligger i næsten 6000m og toppen af Gasherbrum 2 er mere end 2000m højere oppe!! Ruten mod Camp 2 er en 600m stejl grat som vi skal klatre. Der vil være en hældning mellem 55-75 grader, inden vi topper ud på et lille fladt område....Camp 2 i 6500m. Mandag ville vi gå ned til BC igen. Både for at få noget hvile, men også for at gøre os klar til næste opgave...nemlig af få etableret Camp 2 og 3. Søndag aften begyndte det at sne, og det var med bange anelser at vi gik i posen den aften. Uret ringede kl. 03 og vi skulle begynde vores nedstigning igennem isfaldet. Det blev hurtigt klart, at det ikke ville blive en hurtig og sikker nedstigning. Der var nul sigt og kraftig sne......lige det som G2 er så kendt for!! Det er ikke de bedste forhold at begive sig ud på en stor og temmelig ukendt gletscher på. Vi gav vejret nogle timer til bedring, alt imens vi trak soveposen over hovedet!!! Ved 14 tiden så vi lidt bedring i vejret og begyndte nedstignigen sammen med et polsk team. Det blev en tur på ca. fem timer, hvor vores store erfaring virkelig kom os til gode. Det polske team gik igennem spalter flere gange....der var et par steder hvor vi var sikre på at de mistede en mand. De kom alle til BC og det samme gjorde vi. En følelse af respekt og ydmyghed sad i kroppen på os den aften. Vi har lavet vores første camp, men det var ikke uden kamp. Torsdag morgen går Klaris og jeg op igen. Denne gang for omkring ti dage.....nok til at få bygget Camp 2 og 3 og måske lave et topforsøg!!! Intet er sikkert i bjergene...men Klaris og jeg vil være klar til den opgave og det fantastiske eventyr som venter forude.
Jakob Urth

Camp 1.
12.07 2008  Klaris og Urth har nu under store anstrengelser etableret lejr 1. De startede i morges klokken 3 for at nå gennem isfaldet inden solen fik for megen magt, og derved "vækkede" gletscheren. De har ikke alene etableret lejr 1, men også båret telte, mad, gas og brændere op, så disse ting ligger klar til de næste lejre. Ved walkiekontakten klokken 12 lød det: "Vi er smadrede"!
Erik Storm
09.07 2008  Vi er nu på 3. dag i base-camp, og alle er ved godt mod. Klaris har lidt lidt med højden, det er almindeligvis ikke et problem for ham, men han fik en lidt mere udtalt maveinfektion i Concordia, og har indtil i dag været på Ciproxin og Imodium. Han er nu OK, og opsat på at komme videre. Sundhedsmæssigt er vi alle ellers ok bortset fra forbigående mavetilfælde, og alle er vel akklimatiserede, Trekket ind til BC har været en anstrengende tur, men en fantastisk oplevelse, og vi havde ingen uheld. Så man skulle tro, at ekspeditionslægen var arbejdsløs. Det har ikke været tilfældet. Hver gang vi havde etableret lejr, havde jeg en kø af bærere stående foran mig med alle mulige småskavanker. Adskillige af dem var gamle skader: sår, slidmærker og lignende, der vidner om at vi er langt væk fra alfarvej og moderne sundhedstjeneste. Der var også tilfælde med hovedpine, mavesmerter, ømhed i svælget, tryksår og meget mere. Bærernes tandstatus er også dårlig, og jeg så adskillige med svær parodontitis og begyndende tandbylder. Problemet ved at være ekspeditionslæge og behandle disse tilfælde er, at man jo ikke kan følge tilfældene og se hvordan det går og om behandlingen virker. Desuden må jeg hele tiden se i øjnene, at jeg har begrænsede mængder af medicin, og at vi kun er knap 14 dage inde i ekspeditionen. I dag var vi første gang oppe over BC for at se ruten til lejr 1. Det var herligt at få steigeisen på og mærke biddet i isen. Urth fortsatte til 5300 meter mens vi andre vendte om tidligere. Meningen var ikke at etablere lejr i dag, kun at orientere os om vejen gennem isfaldet. Men vi fik set G2 med den markante toppyramide højt over os og også Hidden Peak badet i fuld sol og senere indhyldet i skyer. Det er fantastiske bjerge herude. Umuligt at beskrive, storslåede hele periferien rundt.
Henning Beck
    
Gasherbrum Base Camp.
High are the mountains
Covered with ice in the sun
You can climb their summits
but never reach
their eternal beauty
08.07 2008  Basecamp i sigte - Det var en god fornemmelse at kunne se udgangspunktet for vort egentlige mål, nemlig toppen af Gasherbrum 2. Turen fra Concordia var helt anderledes end forventet, idet vi havde regnet med en stejl stigning de sidste 2-300 meter - Nej pludselig lå lejren lige "derhenne". Der var allerede slået messetelt og individuelle telte op. De fleste af os fandt straks en thermarest fra transporttønderne, og det var skønt at kunne ligge lidt blødt; for de traditionelle gule underlag er absolut ikke bløde! Fra Concordia og herop (5050m) er der ca 500 højdemeter. Vi har haft lidt maveproblemer, men ikke mere end forventeligt En enkelt har haft noget, der kunne minde om højdesyge, men måske er det bare dehydrering? Der stod en sort ko, da vi kom. Den så ærlig talt noget sørgmodig ud. Det forstår vi nu! Den blev nemlig udsat for en ægte Halalslagtning - meget blodigt. Vores LO, der er stærkt troende muslim, bad over den. For mig, der elsker køer, var det ikke spor rart at se på. Om den så smagte godt? Det kan I tro! I dag holder vi hviledag, men har alligevel haft gang i fordeling af personligt udstyr, ligesom vi etablerer kontakt til de andre ekspeditioner, 10-12 ialt. Næste opgave er at etablere lejr 1, hvilket sikkert bliver en større udfordring, end vi har regnet med. Ruten går nemlig gennem et kæmpeisfald, som skulle være usædvanligt levende og besværligt for tiden.
Erik Storm
05.07 2008  På vore to første vandredage var det temmelig køligt, og det kraftigt skyede vejr gjorde at vi kun kunne gisne om, hvordan den øvre del af bjergene så ud, gemt som de var af skyerne. Men på vores første dag på Baltorogletscheren fik vi for alvor syn for sagn. Solen skinnede nu fra en skyfri himmel, og nærmest lige over vore hoveder tårnede Uli Biaho sig op, med en højde af 6417m stod toppen næsten tre km over os, og den fulgte os på vej i lang tid efterfølgende. Det havde dog også ulemper med det fantastisk flotte vejr. Solen gjorde dalen til en bageovn, og indholdet i vore vandflasker forsvandt som dug for solen. Nærmest som i et fata morgana dukkede en kølig cola op for mit svømmende blik, men den var god nok. Ved en rasteplads på gletscherranden havde et par lokale en fin forretning med at sælge colaer kølet i bjergbækken, og så ville vi slet ikke spørge om prisen! Samme aften nåede vi frem til Urdukas efter trekkets længste dag, med flot udsigt til Trango Towers. Herefter kom vi definitivt ud på Baltorogletscheren, og bjergene blev blot mere og mere imponerende. Lige foran os tårnede Gasherbrum IV sig op, og blev bare større som vi de næste to dage kom tættere på. Til gengæld bliver nætterne nu også kolde, hvor vi sover direkte på gletscheren, kun med et liggeunderlag og få cm grus til at isolere. Men de kolde nætter bliver hurtigt glemt når først solen står op til en ny og smuk dag. I dag nåede vi så frem til Concordia, vel denne klodes største paradeplads for imponerende bjerge: K2, Broad Peak, Gasherbrum'erne samt ikke mindst Mitre Peak, hvis skarpe grat vi ligger for foden af. Det er en fantastisk tur, det her, og LO'en og vores guide Agha gør deres yderste for at skaffe de bedste rammer for vores tur.
Jan Elleby

Gasherbrum IV.
02.07 2008  Trekket er nu endelig startet...og vi er igang med vores ekspedition mod Gasherbrum 2. Vi tog afsked med Skardu i form af endnu en køretur. To Jeeps af ukendt alder skulle fragte os og en masse gear det sidste stykke til starten af selve trekket. Den lille by Askoli, udgjorde base for vores første overnaning i telt, men bestemt ikke den sidste. Det her bliver fantastisk kan jeg huske mine tanker var inden jeg sov den aften. Den første dag på trekket fra ret fantastisk. Det er ikke svært at forestille sig, hvilke store bjerge der ligger gemt forude og kun venter på os. Jeg tror alle i gruppen gik med en god følelse i kroppen den dag. Jeg ved jeg gjorde. Landskabet ændrer sig hele tiden og igår aftes kom de første hvide toppe til syne. Jeg er sikker på at her vil være klatring og eventyr til et helt liv!! I dag har vi hviledag, selvom vi kun er i 3320m, men vores staff skal bruge dagen til forberedelse til det videre trek op over Baltorogletscheren...fem mand og 40 portere kræver lidt mad! Igår havde vi selvskab af en ged på trekket, det kommer vi ikke til mere!! Der gik ikke mere end 15min før det rygtedes at vi havde en læge på holdet. Henning havde travlt...der var tandskader, mavesmerter og div. sår mm. Henning var i sit es! Dagen sluttede med dans og musik fra vores staff.......derhjemme ville lyden af en plastikdunk og mænd der synger uforståeligt ikke være sagen. Her, midt i bjergene og væk fra byen og dens larm er det noget helt andet. En fantastisk afslutning på en fantastisk dag. I morgen drager vi videre og endnu en spændende dag venter.
Jakob Urth
28.06 2008  Hold kæft hvor er det fedt at være samlet igen! Holdet har været delt i to grupper, da Henning, Urth og jeg først ankom til Islamabad i torsdags. Jeg havde to eksamener som afsluttede min læreruddannelse, så der har været rigeligt at tænke på den seneste tid op til afrejsen. Men det gik og vi kunne alle tre hygge os i lufthavnen over en fadøl – den sidste af sin slags i meget lang tid. Fremme i Islamabad mødte vi Jan og Erik, og turen kunne endelig starte for alvor. Grundet dårligt vejr skulle vi køre til Skardu, hvilket vil sige to lange dage på Karakoram Highway. Fed tur. Flere gange kørte vi igennem landsbyer som har været påvirket efter jordskælvet i 2005. Mange af skaderne fra skælvene ses tydeligt på byernes bygninger, som nogle steder mangler hele facader og vægpartier. For mig var det en utrolig stærk oplevelse at se, hvordan disse mennesker lever videre med de få midler de har. Det er ikke svært at forstå hvorfor nødhjælpsarbejde er vanskeligt i disse øde bjergrige områder. Da vi nåede en lille landsby, ventede der os lidt af en oplevelse. Der var nemlig lokalvalg og gaderne var fyldt med mennesker. Alle sammen glade og selvom der blev skudt op i luften med Kalashnikovrifler, fornemmede vi ikke nogen dårlig stemning. Det må generelt siges at al kontakt med den pakistanske befolkning var yderst positiv. I dag har vi holdt hviledag her i Skardu. Doktor Henning Beck var i aktion straks efter morgenmaden. En rumæner, Marius, var kommet ned fra Askole med småinfektioner og er nu sat på antibiotika. Han følger med os opad igen i morgen. En mere glædelig nyhed er dog at vi har hørt fra pålidelig kilde, at i hvert fald fire bjergbestigere har toppet på G2 i år. Det lover godt!
Jacob Klaris-Jensen
25.06 2008  Så er vi klar til at rejse mod bjergene. I går var vi hos myndighederne, fik bestigningstilladelsen og overstået det nødvendige papirarbejde, og blev præsenteret for Amjad, vor 'Liaison Officer' - myndighedernes forbindelsesofficer, som skal følge os på hele turen. Amjad er løjtnant i flyvevåbnet og kommer fra Peshawar, og virker umiddelbart som en kompetent og pålidelig mand. Vi var også til briefing i den pakistanske bjergklub, der var interesseret i at sikre sig at vi gennemfører ekspeditionen på en miljømæssig forsvarlig måde. Endelig fik vi købt supplerende mad til dagene på bjerget, så nu er vore tønder mere end propfulde. I morgen tidlig kommer minibussen og kører os og vort habengut til lufthavnen. Her samler vi de sidste tre mand fra holdet op, og så går det mod Skardu, hvor vi regner med at være fremme på fredag, hvis ikke der er sket nogle jordskred undervejs.
Jan Elleby
23.06 2008  Efter en lang, men ganske behagelig flyvetur er vi nu nået til Islamabad. Vi havde ganske vist vore betænkeligheder om der kunne komme problemer med vore ti stk. bagage, hvoraf vore tønder (heraf havde vi seks) var notorisk berygtede for at trille af transportbåndet i Heathrow, men vi havde ingen grund til bekyringer. Indcheckningen foregik venligt og professionelt, flyene afgik til tiden, ikke bare på minuttet, men på sekundet! og i flyet kunne noget tyde på at vi var blevet opgraderet en klasse. Efter en behagelig nat landede vi så i Islamabad uden stress. Det halvfulde fly blev hurtigt ekspederet, og vi strøg gennem tolden som en varm kniv gennem smør, tolderen selv gav en hånd med til at skubbe vore fire bagagevogne! Modsat i Kathmandu blev vi ikke overfaldet af taxikørere og hotellobbyister, og luften her denne tidlige morgen var kølig og behagelig - og duftede af eventyr. Inden længe var vi installeret på hotellet, som godt nok lå langs en kedelig hovedvej et pænt stykke uden for byen, men her kunne vi da være sikre på at vi ikke blev unødigt forstyrret. Samme eftermiddag var vi ude at trave en tur, hvor vi efter et stykke tid kom til et af byens luksushoteller, som var bevogtet som var det Fort Knox. Og pludselig havde jeg det meget godt med at vi var på vort lille undselige hotel. Til gengæld var der en offentlig park i tilknytning til hotellet, hvor vi sad en rum tid og betragtede det afslappede folkeliv. Trods allehånde skriverier herom derhjemme var det ikke lige her man kunne forvente bombesprængninger. I dag har vi så brugt tiden med at koordinere de kommende opgaver, vi har en stribe indkøb at gøre, vi har fået en aftale om et kommende interview med en herboende journalist og i morgen er det planen vi skal til briefing i ministeriet. Ellers går dagen med afslapning og regelmæssige besøg i thebaren, noget må vi jo drikke nu de ikke har øl her i landet.
Jan Elleby